Anlægget i Albertslund er beliggende i 4 sikringsrum og er tilsammen på ca. 100 m2. I det første lokale er der håndvask med varmt og koldt vand, ligesom der er adgang til et par af skolens toiletter.
For ca. 5 år siden fik vi endvidere rådighed over endnu et lille lokale på ca. 10 m2, der nu rummer klubbens bibliotek, arkiv og hvad man nu går og gemmer på i en modeljernbaneklub. Hertil er der plads til et større “langbord” med plads til klubbens medlemmer, når aftenen afsluttes med en gang pølser og tilbehør. Dette lokale anvendes selvsagt også til klubbens generalforsamlinger, byggemøder og til alm. hygge for de medlemmer, der ikke pt. arbejder på anlægget.
Da de fire anlægslokaler er adskilt med tre betonmure med kun et dørhul i hver, har det været nødvendigt at bryde nogle mindre huller for at kunne bygge en sammenhængende bane.
Anlægget er bygget op på “Handy profiler”, der hviler på bordben af træ. Under banen er der reoler til opbevaring af materialer samt bokse til og med el-udrustning.
Stationernes sporterræner er placeret på spånplader, medens banestrækningerne er anlagt på seks langsgående lister, som er limet sammen to og to, hvorefter 3 af disse “spanter” bliver holdt sammen med samme indbyrdes afstand af to træklodser og sammenspændt med en maskinbolt eller med gevindstykker.
For at kunne fæstne denne konstruktion til anlægget, anvendes der vinkelformede aluminiumsprofiler, som bliver skruet fast i lodretstående brædder. Denne konstruktion har den fordel, at det er nemmere at anlægge naturtro banestrækninger med bløde kurver og overhøjde. Ydermere er man fri for at skulle skære store kurvestykker ud af en spånplade med stort materialespild til følge.
Under hele banelegemet, såvel på stationerne som på de åbne strækninger, er der lagt kork til absorbering af togenes lyd. Til statsbanestrækningerne er der anvendt PECO og Roco-spor med tilhørende svellemåtter. Til privatbanen anvendes der et langt spinklere spor af PECO N-skinneprofiler. Privatbanesporets ældste del er loddet på printsveller, som bliver suppleret med træsveller. Den nyeste del af privatbanen er dog anlagt med PECO H0-spor, kode 75.
Alle sporskifter på stats- som privatbanestationerne er hjemmefremstillede af klubbens medlemmer i de pågældende skinneprofiler. De enkelte dele til sporskifterne bliver – efter tilpasningen – lagt i en lære, hvor skinnestrenge, tvangsskinner og hjertestykke bliver loddet på printsveller. Tungerne, der er lavet af tilfilede skinnestrenge, bliver i den ene ende, ved tungeroden, “nittet” på skiftet, og i den anden ende, ved tungespidsen, nittet på en træksvelle, som via en arm har forbindelse med sporskiftemotoren. I lighed med privatbanesporet, bliver der her suppleret med bejdsede træsveller. Alle skinneprofiler bliver malet rustfarvede på siderne.
Landskabet
Da anlægget er opbygget efter dansk forbillede, er landskabet mere udført med henblik på at være naturligt og realistisk, end på at være spændende. Desuden er det ved hjælp af landskabets udformning forsøgt at mindske og skjule de kompromisser, man nu en gang er nødt til at lave i model. Endvidere er det vigtigt, at landskabet ikke lader sig “dirigere” af banens placering i lokalet. Derved bliver det nemmere at få dæmninger og gennemskæringer til at virke mere realistiske, og tilskueren fornemmer derved bedre, at landskabet ikke bare ender ved anlæggets kant.
Opbygningen af landskabet i det bagerste lokale (lokale 4) er foretaget med hønsenet understøttet af en trækonstruktion, hvorpå der er udlagt stof gennemvædet med lim, og som til sidst er dækket med gulvafretningsmasse (et cement-produkt).
I det efterfølgende lokale 3 blev opbygningen forsøgsvis foretaget med tykke polystyren-plader, groft tilrettede til det færdige landskabs linier. Herefter er det øverste lag en blanding af granulat af (overskud fra) de anvendte polystyren-plader og Polyfilla. Imidlertid svarede resultatet ikke rigtig til forventningerne. Det var en del lettere og hurtigere at udføre landskabsopbygningen, men efterfølgende er lydniveauet en del højere i dette lokale i forhold til lokale 4.
Næppe nogen tvivl om, at det tykke og tunge lag af gulvafretningsmasse dæmper anlæggets egensvingninger, hvilket desværre ikke er tilfældet i lokale 3, hvor man kunne have en fornemmelse af, at lyden fra togene tværtimod forstærkes en smule. Ved landskabsopbygningen i lokale 2 – og senere lokale 1 – gik man derfor atter tilbage til de gode gamle byggemetoder, og her er der derfor heller ingen synderlig lyd fra materiellets kørsel.
Som øverste del af landskabet anvendes dekorationsmateriale i form af forskelligfarvet Flock og en kombination af færdigkøbt NOCH og hjemmelavet beplantning. Stationsbygninger, huse (banerelaterede som til privatbeboelse) og andre bygninger er alt sammen hjemmebygget af klubbens medlemmer. Der anvendes hovedsagelig kopier af bygninger, der bygges efter kopierede tegninger eller fotografier. I andre tilfælde, hvor der er brug for noget specielt, kan det være nødvendigt, selv at gå ud og foretage opmålinger af et emne.
Meget af tilbehøret såsom drejeskiver, stoppebomme, broer, perroner og signaler fremstilles i klubben – eller hjemme – af klubbens medlemmer. På mange andre områder er der et så stort udvalg af industrielt fremstillet tilbehør, og i en sådan kvalitet, at det ikke kan betale sig selv at fremstille det. Dog bliver mange af tingene lettere modificerede således, at man opnår et bedre og mere ensartet helhedsindtryk.
Over anlæggets borde er der ophængt “skørter”, som på ydersiden er malet i samme brune farve som anlæggets kantbræt. På indersiden er de -ligesom lokalernes vægge- malet lyseblå. For at undgå skyggevirkninger bliver anlægget oplyst med lysstofrør, som er jævnt fordelt over bordene. Kørselen på anlægget foregår altid i “dagslys”, så der er derfor ikke lavet lys i bygningerne, men det rullende materiel kører i vore dage – som i virkeligheden – med tændte frontlys.
Banen
Af praktiske årsager er stationerne allerede fra anlæggets start – med enkelte udeladelser – navngivet med stationsnavne i alfabetisk rækkefølge: Aggersborg, Dalum, Egelund, osv. (de manglende navne skyldes den tidligere nævnte ændring af sporplanen i lokale 2). Dette kan bl.a. for nye medlemmer være en fordel, når man skal holde rede på strækningernes forløb.
Lad os f. eks. foretage en tænkt kørsel på banen, og her kan vi jo passende lade turen begynde på station “A” – Aggersborg. Eventuelt sammenlignes med den tilsvarende billedserie under Galleri.
En af anlæggets største stationer er Aggersborg, der samtidig er den senest færdiggjorte; egentlig er den ikke helt færdig, men det varer næppe længe. Stationsbygningen har forbillede i DSB-stationen Vordingborg, og blev – desværre – det sidste som klubbens mangeårige formand, Henrik Borgen, nåede at bygge ganske kort før sin død. Denne bygning skal som nabo have en model af posthuset i Vordingborg, og begge bygninger ligger naturligvis “på 1. sal” som deres forbilleder i virkeligheden.
Nedenfor bygningerne er der en personbanegård (nærmest stationsbygningen) og herefter – yderst ved anlægskanten – en godsbanegård, begge med dertil knyttede opstillingsspor/riste. Der er endvidere et mindre vognopsyn. I indkørselsenden er der afgrening til en 4-sporet rundremise for damplokomotiver og en 2-sporet motorremise.
Ad dobbelsporet kører vi nu ud af lokale 1, tværs gennem lokale 2 og ind i lokale 3, hvor sporet går over en større gitterbro (som DSB-broen over Gudenåen ved Silkeborg), og gennem en stor bue rundes det meste af lokalet for atter at køre ind i lokale 2 til Dalum station.
Dalum er en større mellemstation, der vel egentlig, hvad diverse udstyr angår, godt kan måle sig med banens to store udgangsstationer. Stationen er opdelt i en personbanegård og en godsbanegård, og har hertil en mindre 3-sporet rundremise “med alt til faget” indenfor udstyr til de tilknyttede maskiner. Endvidere er der diverse opstillingsspor for både en motorvogn eller to, samt for personvognsstammer. Godsbanegården er rimeligt forsynet med spor til det daglige arbejde og har sidesporsforbindelse til byens store kølehus. Endvidere er der en lille traktorremise og spor for vognopsynet. Stationsbygningen har forbillede i DSB-stationen Sorø med dennes senere anlagte perronundergang fra perron 1.
Stationen er samtidig forgreningsstation, idet der herfra udgår en enkeltsporet sidestrækning (DSB) til stationen Højbjerg (herom senere). Det skal bemærkes at den dobbeltsporede strækning ophører her.
Fra Dalum fortsætter hovedbanen som enkeltsporet bane i en stor kurve rundt gennem lokalet og kører ind i lokale 3, hvor den – atter i en stor kurve – kører det meste af lokalet rundt, for at nå den lille mellemstation Egelund. Her har stationen forbillede i Dalmose-Skælskørbanens mellemstation Sdr. Bjerge med et mindre læssespor i forlængelse af stationsbygningen, og et privat sidespor til et foderstoffirma (DLG) modsat stationsbygningen.
Videre under en stor buebro (DSB, Vigerslev) fortsætter banen sit kurvede forløb og kommer ind i lokale 4, hvor den beskriver en tilsvarende kurve som i lokale 3. På vejen krydser man en baneunderføring for en lille nedlagt grusgravsbane inden man når indkørselssignalet for den noget større mellemstation Farstrup. Stationsbygningens forbillede er her Mørkøv (DSB, sjællandske nordvestbane). Stationen har læssespor og privat sidespor i begge ender, til hhv. en lille maskinfabrik i den ene ende og til en pænt stor møbelfabrik i den anden ende.
Endvidere er stationen udgangsstation for den lille privatbanestrækning Farstrup – Odder. Der er derfor en lille separat perron for privatbanes tog, ligesom der er en lille 2-sporet remise (Hvalpsund, AHB) med drejeskive og enkelte opstillingsspor for privatbanens materiel.
DSB-strækningen fortsætter imidlertid rundt i lokale 4 og passerer i en stor kurve – parallelt med privatbanen – den før omtalte nedlagte grusgrav, og når frem til banens anden store endestation – Guldborg.
Her (i lokale 3) ses – som det første man møder – stationens maskindepot med såvel lokomotiv- som motorvognsremise, igen udstyret med “alt til faget hørende”, herunder også en overnatningsbygning for det kørende personale. Lidt til højre for det ankommende tog ses stationens containerterminal og et garageanlæg for de stedlige bybusser. Inden toget når standsningsstedet (i lokale 2) passeres på højre side stationens store godsbanegård.
Stationsbygningen har forbillede i Kalundborg (DSB, sjællandske nordvestbane) og ligger ligesom denne på tværs af sporene for enden af disse. Stationen er samtidig udgangssted for en større færgerute med jernbanefærger, hvorfor der er trapper fra perronen til en overgang over sporene til færgen. Der er naturligvis også (mellem person- og godsbanegården) spor til færgelejet, hvor M/F “Prinsesse Benedikte” afventer ankommende vogne.
Som nævnt er den store mellemstation Dalum også udgangsstation for en enkeltsporet sidestrækning til stationen Højbjerg (i lokale 4). Tager man derfor toget fra Dalum mod Højbjerg vil man se, at de to enkeltsporede banelinier følger hinanden på det første stykke rundt og ud af lokale 2. I lokale 3 skilles banerne, og banen til Højbjerg fortsætter (“usynligt”) tværs gennem lokalet til lokale 4, hvor det – delvis skjult – lister rundt langs lokalets ydervæg indtil det kommer frem kort før stationen.
Stationsbygningen her har forbillede i den gamle udgave af DSB-stationen Skanderborg. På terrænet ses både en mindre rundremise med drejeskive, en mindre godsekspedition med de dertil fornødne spor, samt opstillingsspor og sidespor til en større privat virksomhed.
Også Farstrup station er udgangsstation for en anden bane end hovedbanen – her er det privatbanen til Odder. Ligesom DSB-strækningen må privatbanen slå et større sving udenom den gamle grusgrav, men efter passagen af denne, skilles de to banelinier. Privatbanen krydser statsbanen over to mindre broer, inden den kører ind i lokale 3, hvor den lille mellemstatiom Klint er beliggende.
Denne stationsbygning har forbillede i stationsbygningen “Hareskov” på København-Slangerup Banen, senere – i DSB-tiden – Hareskovbanen. Stationen har foruden et mindre opstillingsspor, et privat sidespor til det lokale savværk med forbillede i virkelighedens “Vangehus Savværk” i Hareskoven.
Fra Klint station fortsætter banen gennem en længere underføring under DSB-dobbeltsporet Aggersborg-Dalum, og kommer nu frem i lokale 2, hvor banen passerer gennem et stykke “rigtig” dansk naturområde med en større å på sin venstre side. Her ses et godt eksempel i model på privatbanernes gamle motto: “Skønhed De ikke aner, findes langs de private baner”. Ude af dette landskab nærmer banen sig næste station – Magleby. Kort før stationen ses byens hvide kirke (Rislev v. Næstved) på en bakke udenfor byen.
Maglebys stationsbygning har forbillede i Store Magleby station på Amagerbanen, ligesom sporplanen stort set er den virkelige sporplan, omend spejlvendt. Fra læssesporet er der forbindelse til et kommende privat sidespor for en større virksomhed (teglværk eller lign.) Hovedparten af den bagved liggende bys huse har forbillede i bygninger i såvel Store Magleby, Dragør, som den lille – nu udslettede – landsby Maglebylille, som faldt for en udvidelse af Lufthavnen i Kastrup.
Banen fortsætter herefter gennem en endnu længere underføring under DSB-sporene i lokale 2 for først at komme frem i lokale 1, hvor den straks kører ind på banens endestation, Odder. Denne station har i sin helhed forbillede i Odder station på virkelighedens privatbane Hads-Ning Herreders Jernbane, HHJ, (Aarhus-Odder[-Hou]). Såvel bygninger som sporplan er direkte kopieret fra virkeligheden, omend sporplanen af pladsmæssige årsager har måttet sammentrænges i længden.
Denne station er samtidig bygget som en del af klubbens udstillingsanlæg, og kan derfor “i en håndevending” medtages til eventuelle udstillinger. Stationens sportavle er derfor også bygget som en løs, transportabel enhed, idet stationen under udstillinger er beregnet til betjening fra den modsatte side (bagsiden) således, at udstillingsgæsterne ser stationen fra “den pæne side”.
Hermed er gennemkørselen af klubbens anlæg til ende i lokale 1, hvor turen i sin tid tog sin begyndelse.