Udstillingsanlægget
Tanken om et udstillingsanlæg er egentlig ikke ny. Allerede i klubbens tidlige år blev der bygget en udstillingstrappe, hvorpå der til udstillingsformål, og på løse skinnestykker, kunne udstilles diverse rullende materiel.

Formentlig omkring midten af 1990´erne- besluttede man at erstatte denne trappe med et lidt mere moderne udseende, højdeforskudt dobbeltspor med antydning af et omkringliggende landskab. Et hovedsignal med lys blev opstillet for dog at give en smule "liv" i det ellers lidt stillestående landskab.

På en DMJU-udstilling så vi et større udstillingsmodul udført af Fredensborg Modeljernbaneklub. Her havde man -på nydeligste vis- bygget en model af Fredensborg station med de nærmeste omgivelser. For evt. selv at opnå noget tilsvarende, besluttedes det, at vi ville bygge en lignende station. Mulighederne var mange, men da klubben og dens medlemmer rådede over ganske meget materiel, der enten havde kørt fast på Slangerupbanen eller havde kørt dér på "gæsteoptræden" efter DSB´s overtagelse, besluttede vi, at vor station skulle være en model af Hareskov station.

Her ville der være mulighed for både at stille relevante togstammer op i stationens hovedspor, såvel som i de tilstødende sidespor, hvoraf der -heldigvis- er hele tre på den ellers lille station. Et læssespor med kvægfold, et sidespor til det lokale Hareskov Savværk og et opstillingsspor i stationens anden ende, som ofte i tidens løb blev benyttet til hensætning af overflødigt personvognsmateriel.


Plan over Hareskov Station.

Stationen blev bygget og medbragt på en af de første større DMJU-udstillinger på Østerport station, hvor den -i sandhed- vakte megen opmærksomhed. Uden hermed at ville rose vort eget modelbyggeri, som vi naturligvis selv var glade for, var det interessant at høre, hvor mange udstillingsgæster, der kendte den lille -tilsyneladende ellers ganske uinteressante- station.

"Nejjjj, se, det er Hareskov" hørte vi den ene gang efter den anden, allerede når gæsterne kom ind i lokalet, hvor vi stod. Ganske vist havde vi hjemmefra sat et lille skilt på forkanten, Hareskov station, men dette var det helt umuligt at se ved indgangen til lokalet, og i øvrigt var det -langt det meste af tiden- dækket af betragtende tilskuere.

Modellen af Hareskov station ved udstillingerne på hhv. Østerport st og i Fredericia.

Utroligt mange gæster kendte den lille station, nok især fra deres barn- eller ungdom, hvor de på skoleudflugter, som "ulveunger" / spejdere, eller på anden vis havde gæstet stationen og den omkringliggende skov. Alene den lille "Jernbane - Kiosk" og iskagebod, der dengang stod på stationsvejen lige overfor stationsbygningen, vakte stor opsigt. "Kan du huske ….", hørte man gang på gang. Alle havde tilsyneladende købt en is eller en sodavand dér som barn. En dame kunne fortælle meget levende om den sommer, hvor hun -som ung pige- havde hjulpet fru Christensen, kioskens indehaver, med at ekspedere i kiosken. Hun boede stadig i området, og var synligt berørt ved gensynet.

Jernbanekiosken i virkelighed................ og model.

I flere år var Hareskov station vort faste udstillingsobjekt, men i det lange løb -og efterhånden som den syntes at være "set før"- fremkom tanker om, hvorvidt vi skulle bygge en ny / en anden station til udstillingsformål. Hareskov station var derfor udstillet for sidste gang ved Albertslund festuge 1996.

Ved DMJU-udstillingen i Fredericia i 1999 havde modeljernbaneklubben "Stationsbyen" medbragt et lille kørende udstillingsanlæg, med en station udfor tilskuerpladsen. En fin idé der trak en masse udstillingsgæster til. Her stod modellerne ikke bare stille, der var også noget, der bevægede sig.

Alt som udstillingen skred frem, opstod den tanke: "So ein Ding müssen wir auch haben", Og det blev til, at vi -fire/fem klubber- skulle gå hjem og udarbejde et forslag til et fællesanlæg, hvor f. eks. fire klubber stod på række eller i en firkant med hver sin udstillingsstation, og være forbundet med næste klubs station gennem et fælles overgangsstykke.

I sig selv var dette vel egentlig en umærket idé, om end den led af den svaghed, at de nævnte fællesstykker kun ville passe til netop de klubanlæg, hvortil de var byggede. Besluttede en klub i sidste øjeblik alligevel ikke at ville deltage, faldt hele projektet på gulvet. Dette var vi alle klar over, men var alligevel parate til at løbe risikoen.

På en eller anden måde kom projektet DMJU for øre, og her besluttede man at lave et standard tilslutningsstykke således, at alle klubanlæg ville kunne sluttes sammen uden nogen / synderlige formaliteter. Herefter indkaldte man alle de aktuelle H0-klubber til et fællesmøde, hvor de nærmere formaliteter kunne aftales. Tilslutningsstykkerne blev udarbejdet og mødet blev afholdt. Firmaet HELJAN i Søndersø tilbød at lægge lokale til dets afholdelse, og der blev udarbejdet nogle fælles retningslinier.

I de år var begrebet digitalisering så småt ved at slå igennem, og delte for en tid klubberne i to, dem uden og dem med digitaliserede anlæg. I "H0" -hvor vi på det tidspunkt ikke var digitaliserede- besluttede vi derfor, at vi ville bygge vort eget udstillingsanlæg.

Hjemme i klubben stod vi netop, og skulle til at bygge en større endestation til privatbanen. Det blev derfor besluttet at bygge denne station på en sådan måde, at den både kunne være endestation i klublokalet, men samtidig nemt kunne tages ned og medbringes på eventuelle udstillinger.

Til den første efterfølgende DMJU-udstilling i Valbyhallen i år 2000, var stationen, Odder (HHJ), påbegyndt. Imidlertid var kun dens underdel med plader for anlæg af spor færdig, ligesom de kommende spors placering var indtegnet. Af en eller anden grund var klubben blevet tilmeldt udstillingen med et ønske om 6 meter facade. Det var ikke nemt at udfylde hele dette areal med en mindre udstillingsmontre og en bagvæg med en serie farvefotografier fra klubbens anlæg. Et par af klubbens medlemmer traf derfor en rask beslutning, og tog den langt fra færdige Odder station med på udstillingen. Dette vakte nogen undren hos enkelte andre klubmedlemmer, men var tilsyneladende en stor succes hos udstillingsgæsterne. I udstillingens løb blev der talt meget, både om planer for det fremtidige anlæg, såvel som modeljernbane i almindelighed, når gæsterne forsigtigt spurgte om meningen med det medtagne.

På et byggemøde i foråret 2002 besluttedes at bygge et større udstillingsanlæg bestående af et antal løse elementer, der -sammen med Odder station- skulle danne en stor oval rundbane, 8 m lang og 2 meter bred. Samtidig stilledes der forslag om, at der på ovalens anden side, modsat Odder station, skulle være en række opstillingsspor samt mulighed for at foretage eventuelle togoverhalinger og/eller -krydsninger.

I det store og hele blev dette anlæg bygget op som lave flade kasser med bunden opad. På disse bunde blev sporet lagt på klubbens vanlige måde, dvs. med 3 mm kork mellem spor og underlag. Arbejdet på diverse moduler blev påbegyndt i juni og nåede lige -kørselsmæssigt- at blive færdigt til DMJU-udstillingen i begyndelsen af august 2002, medens et mellemmodul mellem Odder station og højre hjørnemodul, set fra publikumssiden, også landskabsmæssigt blev gjort færdigt.

Herudover var der på de bare hjørnemoduler placeret hhv. en TV-skærm til forevisning af videofilm med optagelser fra klublokalerne og en PC-skærm med lysbilledshow visende både nærbilleder af klubbens rullende materiel såvel som stil-billeder fra klubanlægget.

På udstillingen i Valby i 2002 kunne der for første gang køres på anlægget.

Udstillingsanlægget vakte allerede her -i sin kørselsmæssigt færdige, men alligevel lidt bare tilstand- megen opsigt. Der var noget, der bevægede sig. Atter hjemme fortsatte arbejdet med det store udstillingsanlægs enkelte elementer. Sideløbende blev der arbejdet på Odder station, såvel spormæssigt som bygningsmæssigt.

Et helt specielt problem var stationens spor- og betjeningstavle. Problemet bestod (består) i, at stationen hjemme på anlægget ses og betjenes fra den side, hvorfra udstillingsgæsterne ser stationen på udstillingerne. Sportavlen kunne derfor ikke være fast monteret på anlægget, men måtte bygges op på en løs underdel. Forbundet til anlægget gennem kabel og stik, kan sportavlen nu på udstillinger flyttes ind i ovalen, og hele anlægget kan betjenes herfra.

Odder stations sportavle er opbygget på en løs pult forsynet med hjul.

Forud for DMJU-udstillingen i Fredericia i 2003, gik endnu en hektisk tid. Det var besluttet, at vi til udstillingen skulle ændre det første af de fire hjørnemoduler -det "sydvestlige" hjørne set fra tilskuerpladsen- således, at der kom et nogenlunde præsentabelt landskab ud af det, i stedet for de omvendte kasser, som anlægget indtil da kun bestod af.

Anlæggets ene hjørnemodul under opbygning.

Efter nogle genvordigheder lykkedes det at få frembragt et mindre landskab med en lille å der slynger sig gennem landskabet med en rørføring under jernbanen.

Som vanligt deltog klubben også i år 2004 med vort efterhånden "ældre" udstillingsanlæg. Som en af de nye ting ved anlægget kan nævnes, at der på det "sydøstlige" hjørne -i sommerens løb- var lavet landskab oven på den oprindelige "kasse" hvorpå sporet ligger.

I 2004 blev det sydøstlige hjørne færdigbygget med bl.a. en overkørsel med fungerende blinklys.

Det samme er for så vidt under udførelse med det "nordøstlige" hjørne, men her blev landskabet bevidst ikke færdigbygget, men kun antydet i dets forskellige faser, fra "rå" kasse til dekorationsklart anlæg.

Det nordøstlige hjørne blev bevidst ikke bygget færdigt, for at kunne illustrere byggeriets enkelte faser.

For at holde de mest ivrige tilskuere (her tænkes især på små ivrige barnehænder) i en passende afstand fra anlægget, er dette blevet forsynet med en række små holdere for et afspærringstov i en afstand af ca. 30 cm fra anlægget.

Endvidere havde anlægget i årets løb gennemgået store -for tilskuerne usynlige- ændringer. Ved de tidligere udstillinger havde det været noget besværligt at samle, men især adskille anlægget igen på en tilpas kort tid. Dette er i sommerens løb søgt ændret på flere måder, bl. a. ved meget nøjagtige, men laskefri, samlinger af de enkelte modul-afsnit og med stik til overførsel af de elektriske forbindelser. Hertil kom en ændret sammenspænding og afstivning af anlæggets underdel, idet sammenspændingen nu sker ved hjælp af fingerskruer. (Så man altid har "specialværktøjet" ved hånden).

Der er stadig meget, der skal (især) adskilles på forholdsvis kort tid, men nu kan adskillelsen så småt påbegyndes, allerede inden udstillingen er slut, men uden at det i øvrigt går ud over køremulighederne.

Sidst, men ikke mindst, er anlæggets bagvedliggende opstillingsstation blevet forsynet med et foldelåg, der f. eks. om natten kan lukkes ned over det rullende materiel og aflåses, men som -i udstillingstiden- kan klappes op og virke som baggrundsdekoration.

Den bagved værende krydsnings- /overhalings- og opstillingsstation med det kombinerede foldelåg og baggrundsdekoration.

Modellen af Odder remise er blevet færdig, og er her velbesøgt af diverse trækkende enheder. Om end håndbetjent via et lille håndsving på betjeningssiden, vækker den lille drejeskive ofte beundring og opmærksomhed, ikke mindst på grund af skivens lille buede ekstraspor.

Vor stand var under hele udstillingen godt besøgt, ikke mindst søndag formiddag var fremmødet stort ……





… da vi havde stillet vort fjernsyn om til "Guldpigernes" OL-afslutningskamp om guldmedaljerne i kvindehåndbold.
 
Her kæmper tre af klubbens medlemmer med både at holde anlægget kørende og besvare spørgsmål fra interesserede udstillingsgæster.

Det kan tilføjes, at anlægget virkede godt og velkørende under hele udstillingen, og at antallet af punkter til rettelse / forbedring til næste år var minimalt i forhold til tidligere udstillinger.